Black Forest Tattoo

Spørgsmål & svar

Spørgsmål & Svar

Tidsbestilling 

Hvordan bestiller jeg tid?

Du er altid velkommen til at kontakte os. Skriv en besked til vores Facebookside, skriv en mail eller ring os op, så vender vi tilbage til dig så snart det er muligt.

Hav gerne lidt informationer om din idé klar  – stilart, cirkastørrelse og placering. Hvis du sender et billede hvor området du gerne vil have tatoveret er markeret, er det en stor hjælp. Du må også meget gerne sende inspirationsbilleder.

 

Vi laver aldrig kopier af andres tegninger præcis som de er, men vi kan sagtens bruge dem som inspiration – så du får altid en unik tatovering designet specielt til dig.

Når vi har snakket om din idé, kan vi give et prisestimat og fortælle om ledige tider.

Vi sender aldrig designs/skitser på forhånd, da det er min erfaring at det fungerer bedst at vi ser på det sammen. Derfor har vi designet klar til dagen for tatoveringsaftalen, hvor vi har god tid og ro til at få det hele vendt, finde den helt rette størrelse og placering og til eventuelle ændringer.

Hvor lang er ventelisten?

Det ændrer sig hele tiden, og varierer for hver kunstner i Black Forest.

Ventetiden kan være mellem et par måneder til et år. Derfor kan det godt svare sig at kontakte os i god tid, så vi kan finde en dato der passer godt.

Hvad koster det at blive tatoveret?

Prisen afhænger af projekt, størrelse og tid brugt på tatoveringen.

Spørg gerne, så kan vi give dig et prisestimat.

Er der typer af tatoveringer i ikke laver?

Hvis vi vurderer at en stilart ikke er inde for vores ekspertiseområde, vil vi altid fortælle dig det – og anbefale at du finder en tatovør der specialiserer sig i dette, for at du kan få det bedst mulige resultat.

Vi er meget seriøse omkring vores arbejde, og tatoverer under INGEN omstændigheder personer under 18 år. Dette gælder også selvom man har forældrenes tilladelse.

Vi forbeholder os retten til at afvise at lave tatoveringer på fingre, hænder, hals og hoved.

Vi laver ikke piercinger.

VILKÅR ANGÅENDE FORUDBETALING OG AFLYSNING

For at bestille tid, skal du lægge en forudbetaling hos din tatovør, der selvfølgelig trækkes fra prisen på tatoveringen, når vi er færdige.

Forudbetaling er typisk på enten 500 eller 1000 kr.

Obs: Forudbetaling kan ikke refunderes, heller ikke hvis du fortryder din tidsbestilling.

Afbud skal meldes senest 5 dage inden aftalen, og i det tilfælde kan vi rykke din forudbetaling til en ny tid.

Forudbetaling bortfalder hvis du melder afbud senere end 5 dage før din aftale, eller hvis du bliver væk fra aftalen uden at melde afbud.

Hvilke betalingsformer modtager i?

Da vi alle er selvstændige i Black Forest, vil betalingsformer variere efter hvem du skal tatoveres af.

Rie og Patrick:

Betalingskort eller kontant.

Signe:

MobilePay eller kontant.

Thit:

MobilePay eller kontant.

 

Vær opmærksom på, at der kan være en daglig beløbsgrænse på MobilePay-overførsler. Denne kan ændres, hvis du benytter Nem-ID.

Tatoveringsprocessen

Hvordan forbereder man sig bedst på at blive tatoveret?

Det hjælper meget, hvis du er frisk og veludhvilket og har fået en masse mad at spise inden aftalen.

Selvom du måske ikke har den store appetit, er det vigtigt at du får en masse god mad indenbords, da det vil gøre hele processen meget lettere for kroppen. Både smerten og helingen er lettere klaret, når kroppen er fyldt med mad og blodsukkeret er højt og stabilt. 

Hold dig fra alkohol i dagene op til aftalen og også i dagene efter, da det giver en bedre heling.

Hvis du tager fiskeolie, anbefales det at du stopper med det 14 dage inden aftalen, da fiskeolie er blodfortyndende.

Medbring meget gerne snacks, sodavand og mad til din aftale, så du kan fylde op undervejs. Husk, at det IKKE er nok bare at spise müsli-barer eller bananer. Der skal også rigtig mad i maven.

Gør det meget ondt at blive tatoveret?

Det vil altid gøre ondt at blive tatoveret og folk oplever denne smerte meget forskelligt. Du bør vælge det sted på kroppen du helst vil have tatoveringen, uden at tænke om det gør mere ondt et sted frem for et andet. Der er nemlig ikke noget der er fælles for alle, i forhold til hvordan smerten opleves.

Det er helt naturligt og kan faktisk også være en fordel, hvis man er spændt og nervøs før sin tatoveringsaftale. Det giver kroppen adrenalin, der er med til at lette processen.

Hvilket blæk bruger i?

Alt blæk registreres gennem InkBase, så du som forbruger kan være sikker på at netop det blæk der er blevet brugt på dig er godkendt af Sikkerhedsstyrelsen og kan spores 5 år tilbage.

Selvfølgelig kan det aldrig helt udelukkes, at der kan opstå allergiske reaktioner, men dette er yderst sjældent, når man bruger godkendt blæk af højeste kvalitet. Hvis du har kendte allergier, så oplys venligt om disse i det skema du får udleveret ved aftalens begyndelse.

Hvad skal jeg have med på selve dagen?

Det er vigtigt at have en masse god mad i maven, når man bliver tatoveret. Tag meget gerne snacks, sodavand og søde sager med. Drikkevarer må gerne medbringes i arbejdsområdet, men alt spiseligt skal indtages i receptionsområdet.

Det er en god idé at have behageligt og løst tøj på, også gerne sort tøj, da tøjet ellers kan risikere at få pletter.

Hvis aftalen varer mange timer, kan det være en god idé at medbringe underholdning som f.eks. en bog, musik eller film.

Du må også gerne have en ven med, til at holde dig med selskab.

Efterbehandling

Hvordan plejer jeg min nye tatovering?

Når du er blevet tatoveret, vil din tatovør altid guide dig grundigt igennem de forholdsregler du skal tage dig, for at få den bedste helingsperiode.

Hvis du har fået Dermalize/Kliniderm-film på: Behold filmen på i højst 5 dage – følg din tatovørs instruktioner. Du må gerne gå i bad med filmen på, men du må ikke dyrke sport i de første 5 dage. Filmen kan flosse lidt i kanterne og der kan være luftbobler og væske der samler sig under filmen, men så længe den slutter tæt om motivet, har tatoveringen de optimale forhold for at hele flot og er beskyttet. Du skal kun fjerne filmen før de 5 dage, hvis den bliver så løs at der kommer hul ind til motivet.

Hvis du har fået almindelig husholdningsfilm på: Behold filmen på i minimum 6 timer. Du kan sove med filmen på den første nat og tage det af om morgenen.

Sådan tager du filmen af: Træk i filmen fra en ende, mens du er i bad og skyller med lunkent vand. Det kan gøre lidt ondt at tage filmen af, men du kan ikke gøre noget forkert i denne proces, uanset om du vælger at trække hurtigt eller langsomt. Der kan sidde overskydende blæk på filmen, som følger med når man trækker den af, og dette er helt normalt. 

Når du har taget filmen af: Vask din tatovering forsigtigt i parfume- og parabenefri sæbe. Intimsæbe eller neutral sæbe er godt. Dup den tør med et rent håndklæde og smør et tyndt lag pantothenolsalve på.

De næste 10-14 dage: Vask tatoveringen i parfumefri sæbe 1 gang dagligt og smør med et tyndt lag salve 2-3 gange dagligt. Brug kun salve som vi har anbefalet, eller salve der er lavet specielt til efterbehandling af tatoveringer.

I 3 uger fra tatoveringen er lavet: Undgå klorvand, saltvand, karbad og spabad. Undgå stærk sol og kontaktsport eller træning hvor tatoveringen kan få voldsomme stræk eller slag. Undgå parfume, fugtighedscreme og solcreme på tatoveringen mens den heler. Undgå at klø eller pille i din tatovering. Der vil drysse små, sorte flager af i helingsperioden, som du skal lade drysse af af sig selv.

I årene fremover: Husk altid solcreme på din tatovering, gerne faktor 50. 

Skulle der opstå problemer under helingsprocessen, så tøv IKKE med at ringe eller skrive til os. Din sikkerhed er det vigtigste, og vi står til enhver tid til rådighed med hjælp og svar.

Hvordan fungerer jeres retouch-garanti?

Skulle dine tatovering efter helingsperioden mangle blæk, eller have andre ‘skønhedsfejl’, er det noget vi optegner uden beregning inden for 2 måneder.

Dette kræver også en tidsbestilling.

Konsultation

Kontakt os hvis du har spørgsmål eller vil bestille tid

Adresse:

Nørregade 13, 5000 Odense C

Tlf: (+45) 23 25 72 97

Email: info@blackforesttattoo.dk

Åbningstider:

Mandag til fredag fra kl. 11.00-18.00*

(*Åbnings- og træffetider kan variere. Kontakt os gerne på forhånd, hvis du vil være sikker på at den tatovør du vil tale med er til at træffe.)